søndag den 23. juni 2013

3. April - Mail

Jeg har en forkærlighed for breve og især postkort, og jeg har mange forskellige gemmesteder til mine samlinger. I kasser, i poser, i fotoalbum har jeg stakkevis af kort, breve, fotos, altmuligt.

Her er en smag på udvalget:

For 2 år siden var jeg i Saint-Malo, Frankring, og jeg er nødt til at vende tilbage en dag.





































Disse to postkort har jeg haft siden 1. klasse. Jeg elsker bare de mus!

En collage, jeg lavede i min gamle lejlighed - et mashup af postkort, billeder, udklip og alt muligt andet mærkeligt.
Den faldt dog ret hurtigt ned igen...





































Berlin - Jeg efterlod mit hjerte her.



London, Tate Museum - Her købte jeg en gør-det-selv-postkort-bog, som jeg er nødt til at få brugt engang!

Selvfølgelig købte jeg også postkort på Tate!
Mona Lisa'en er dog fra Louvre, Paris.

London, åh gud, hvor jeg dig savner alle disse byer!
Camden, det mest fantastiske sted i verden! Her ville jeg gerne bo en dag...
Beyond Retro på Brick Lane - Jeg kunne bo i den butik. Prismærket i nederste højre hjørne sad på en halskæde med tre nøgler i et fløjsbånd - mit navn står på mærket! Så jeg vidste, at den halskæde var bestemt til mig.

Jeg har det med at gemme fødselsdagskort og -invitationer, specielt hvis det er nogle flotte kort. Stakken vokser!

Lige til sidst, jeg ved godt, at jeg er håbløst bagud med denne challenge, men jeg lover, at jeg nok skal få det indhentet!

Ekko over 'n out.

Skrevet d. 06-04-2012 kl. 15:48

Jeg føler folk burde sende flere breve. Snail Mail er bare så meget mere romantisk, også selvom der ikke behøver være noget romantisk ved det. Det er mere det, at folk tager sig tid til at gøre en meddelelse personlig. Det kan også ændre hele udtrykket af beskeden.

2. April - Colour


Nok er det i skrivende stund d. 4. april, men bedre sent end aldrig!

Jeg har i løbet af dagen fået samtlige billeder og videoer fra min mobil ind på min computeren. Jeg har brugt meget tid på at lede efter nogle ordentlige billedbehandlingsprogrammer, og igen (undskyld, undskyld, undskyld) har jeg kravlet i Michelle's skygge. Jeg hader at være en efteraber, men jeg så hendes billeder til challengen og lagde pludselig mærke til vandmærket i bunden. Jeg googlede det, og det er det mest fantastiske program! Så nu giver jeg ALLE der gode billeder samme tur, gennem flere forskellige programmer, men primært det, jeg fandt gennem Michelle.

Til dagens challenge har jeg efter gennemgang af mine fotos haft svært ved at vælge bare ét billede, men så tænkte jeg: Hvem har også sagt, jeg skal holde mig til ét? Så her kommer en stribe billeder, som for mig har stærke, farverige udtryk. Enjoy!






































Fugletræk over min gamle lejlighed



En side fra en bog om indretning





































Mine negle, som de ser ud pt.



Udfaldet af en natlig gåtur



Den søde Michelle, som her poserer under farvede overskæg, randomly sat på muren





































Min reol, som var min største inspirationskilde, før jeg flyttede





































En helt fantastisk bus, som jeg engang sad alene i





































Min mors stueplante, som btw matcher mine fingernegle

I min indretningsstil i lejligheden svinger jeg meget imellem pastelfarver og pangfarver - jeg kan ikke undvære nogen af delene, så det med at finde frem til en "stil" er ikke helt nemt for mig. Men det skal jo nok komme. Og det vigtiste er alligevel lyset. Jeg glæder mig til det bliver sommer.

Skrevet d. 04-04-2012 kl. 01:38

Min yndlingsfarve er grøn, og jeg har en tendens til altid at købe en vare i grøn, hvis det er en mulighed, så jeg prøver at variere det lidt. Det betyder også, at min lejlighed er et virvar af farver. Min drøm er at bo i et stort hus med hvide rum og højt til loftet. De hvide vægge er lærredet til alle de farver, jeg gerne vil male med. Someday.

1. April - Your Reflection

Jeg kunne selvfølgelig have valgt et billede, der viser noget om mig. Hvem jeg er, hvad der definerer mig, eller i det mindste hvordan mit ansigt ser ud.
I stedet har jeg valgt dette billede. Af mig. I mit bedste genbrugsfund til dato.

Denne smukke, SMUKKE, vidunderlige, fantastiske kjole stjal min kærlighed i Skives Røde Kors, og jeg måtte bare have den!

Den sidder som en drøm. Den FØLES som en drøm. Jeg har på samme tid lyst til at have den på for altid og aldrig tage den af igen, men også til at den skal hænge på en bøjle i mit skab for evigt og se eventyrlig ud.

Jeg ELSKER denne kjole. Jeg har MANGLET denne kjole. Og dét er ikke en aprilsnar!

Skrevet d. 03.04-2012 kl. 22:59

Kjolen hænger stadig på en bøjle, dog ikke længere inde i et skab, men ude på stativet, hvor jeg kan beundre den. Jeg har haft den på en enkel gang til halloweenparty i den ungdomsklub, jeg arbejder i. Jeg malede mig hvid i hovedet, satte håret højt à la Frankensteins brud, legede lidt med noget teaterblod, og sammen med kjolen gik det bare op i en højere enhed.

Photo A Day April

Endnu engang må jeg indrømme at rende i forsporende på den evigt inspirerende Michelle (www.asinmichelle-marie.dk).
Denne gang handler det om en photochallenge over hele april måned:

Skrevet d. 03-04-2012 kl. 22:00

Jeg elsker at tage billeder. Jeg gør det for sjov og på det mest amatør-agtige niveau. Det vil sige, jeg gjorde. Her i weekenden har jeg formået et drukne min telefon og dermed også mit kamera. Efter en del tørretid virker mobilen nu igen, men kamera-funktionen er død. Når jeg engang kommer til penge, må jeg skaffe mig en ny (det er også på tide), og så må jeg jo se at komme op på hesten igen.

Mit liv mangler vintage!

Jeg ville ønske, at jeg havde en gammeldags skrivemaskine, så mine ords indtryk kunne være lige så æstetisk som deres udtryk.


Skrevet d. 01-04-2012 kl. 19:21

Jeg har stadig ikke nogen skrivemaskine. Jeg kunne stadig godt tænke mig en. Jeg elsker bare den tunge følelse af at presse på tasterne. Deres klik og pling. Da jeg var lille, kendte jeg en pige, der havde en, som skrev med rødt blæk. Jeg var så misundelig. Men så igen, jeg kan jo ikke skrive min blog på en skrivemaskine. 

onsdag den 27. marts 2013

Soaked By The Rain

Jeg har hængt på en tørresnor i dag. Bogstaveligt talt.
Det startede med, at jeg havde haft sådan en god dag, at jeg besluttede mig for at pudse vinduer (hvilket jeg forresten ikke klarede særligt godt). Jeg løftede hasten på min altandør op, gik udenfor, lukkede døren næsten i, og gik i gang med at pudse. Hvad jeg ikke lagde mærke til var, at haspen var faldet ned igen og dermed var faldet i hak, så da jeg ville ind igen, var døren urokkelig.

Så måtte jeg jo en tur ud over altanen (heldigvis bor jeg på 1., så jeg kunne hale mig selv ned, så jeg hang i rækværket med det meste af min krop hængende under altanen. Så gav jeg slip og faldt mod jorden.
Og på vejen var det så, atjeg formåede at rive underboens tørresnor med mig (men det siger vi ikke højt!).
Heldigvis var jeg i så godt humør, at jeg grinende og i bare tæer løb op til mig lejlighed igen og knækkede sammen i latterkramper på min seng.

Men klokken har nu rundet midnat og stemningen er en anden. Det har været en vildt god dag, ingen tvivl om det. Jeg har fået et job med en fast indtægt (yay), jeg har købt tre nye skjorter (yay yay yay), og solen har skinnet, selvom det har blæst.

Alle har deres dæmoner. Guderne skal vide, at jeg også har mine. Måden at håndtere dem på, har ikke altid været den bedste, og jeg kan heller ikke påstå, at aftenens metode til at holde den i skak, er den mest ideelle, men det er da bedre, end det tidligere har været.
Jeg bliver nogle gange grebet af, hvad jeg kalder angstanfald - en pludselig panikfølelse, som holder mig i et jerngreb, og som jeg ikke kan slippe af med igen. Det kan være provokeret af noget, eller det kan komme som et lyn fra en klar himmel.
I aften medicinerede jeg mig selv med et par glas vin. For at dulme nerverne. Det virkede også.

Det var bare så ufatteligt hårdt at starte den samtale. Jeg var så nervøs. Fra første sætning tænke jeg: Jeg er ved at grave min egen grav. Og jeg vidste næsten ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv, da du svarede.
Men jeg er glad for, at du gjorde. Og som sædvanlig blev samtalen af mindre alvorlig og akavet karakter, jo mere vi fik snakket. Jeg savner dig. Så meget. Og jeg ved godt, at når jeg brugte ord som dem, snakkede du udenom. Og det er også okay. Jeg tror ikke, jeg havde forventet andet. Jeg var bare nødt til at sige dem.

Jeg glæder mig til søndag. Jeg skælver af rædsel for søndag, Jeg har store forventninger til søndag. Jeg håber vi ses på søndag.


Skrevet d. 30-03-2012 kl. 01:13

Det er mærkeligt at tænke på, at dette næsten to the date er et år siden. Jeg husker dagen meget tydeligt, og det underlige er, at den på mange måder lignede den dag, jeg har haft i dag. Det har været solskin, jeg har gjort rent, stemningen har været den samme. Bortset fra her til aften. Dengang var det præget af ensomhed. I nat er jeg bare mig, og jeg elsker min solitude. Jeg har valgt den. Katten leger med balloner, og jeg er stort set færdig med at rydde op i mit liv. Og så er sommeren oven i købet lige på trapperne. Det er sgu da fantastisk.

Mentale tømmermænd

Også de fysiske, må jeg jo nok indrømme.

Det har været en utrolig begivenhedsfattig dag. Har mest af alt ligget og haft ondt af mig selv. Så har jeg spist lidt, taget et bad, og så har katten været med udenfor, for første gang, hvilket var en sjov oplevelse, men det bliver heller ikke vildere end det.

Min lejlighed ligner noget, der er løgn. Det ser ud som om mit skab har kastet op ud over det hele, for på alle flader og kroge og døre og stole hænger og ligger der tøj. De sidste par weekender har været præget af jeg-har-intet-at-tage-på-syndromet. Og det er løgn, for på trods af hvor mange beklædningsgenstande, jeg ligger og svømmer i her i lejligheden, så ser skabet faktisk stadigt fyldt ud.
Jeg tror mest problemet har ligget i, at man har 2 eller 3 kjoler, som bare er the shit ifølge en selv på et givent tidspunkt, men man gider bare heller ikke have det samme på hver gang man er i byen.

Jeg burde gå i seng, for undervisningen starter for alvor igen i morgen, efter 5 uger med praktik og rapportskrivning (gudskelov for at DET er overstået!).
Men jeg sidder og stirrer på computeren, opdaterer helt junkie-agtigt alle åbne faner, og føler bare, at der mangler noget, inden jeg kan gå i seng.

Af en eller anden grund har jeg haft svært ved at komme i kontakt med mennesker denne weekend. Hvor forsvandt I allesammen hen? Og hvis det i virkeligheden var mig, så beklager jeg. Det er ikke altid noget, jeg er klar over.
Jeg skrev med dig her til aften. Var bange for hvor svær samtalen ville blive, efter hvad vi sidst skrev til hinanden. Men pludselig begyndte du at undskylde. Og jeg var helt overrasket. For når det kommer til venskaber og vedligeholdelsen af disse, er det som regel mig, der ender med at trække i land, når tingene går skævt. Men det havde jeg ikke gjort denne gang (i hvert fald ikke så meget som jeg plejer). Der er sket noget med mig, og jeg tror nok, det er en god ting.
Jeg har aldrig kunnet prale af at være specielt selvsikker, men måske jeg alligevel er ved at lære, at der er nogle kvaliteter i mig, som er værd at stå ved. Det var vel også bare på tide.

Pointen var vel egentlig, at jeg vil gøre alt for mine venner. Sige, at græsset var blåt, hvis det skulle være. Mig selv og hvad jeg står for som 2. prioritet er, hvad jeg prøver at sige. Men jeg er mere værd end at skulle give op på hvem jeg er for at kunne holde fast på nogle andre.
Og tak fordi du gav mig mulighed for at se det <3



Skrevet d. 26-03-2012 kl 00:20

Jeg er awesome. Og det er jeg bare. Selvom jeg kun er 20, har jeg været igennem mere end én eksistentiel krise i mit liv. Men jeg elsker mig selv. Jeg er fandme glad for, hvem jeg er! Og jeg er glad for, hvordan mit liv ser ud. Jeg har langt om længe lært at være tilfreds. Og hvis man ikke er tilfreds med, hvor man er, må man gøre noget ved det. Et skridt ad gangen. Det er også en del af min mission. Tag mig i hånden og kom med. Så kan vi være awesome sammen.