Det har været en utrolig begivenhedsfattig dag. Har mest af alt ligget og haft ondt af mig selv. Så har jeg spist lidt, taget et bad, og så har katten været med udenfor, for første gang, hvilket var en sjov oplevelse, men det bliver heller ikke vildere end det.
Min lejlighed ligner noget, der er løgn. Det ser ud som om mit skab har kastet op ud over det hele, for på alle flader og kroge og døre og stole hænger og ligger der tøj. De sidste par weekender har været præget af jeg-har-intet-at-tage-på-syndromet. Og det er løgn, for på trods af hvor mange beklædningsgenstande, jeg ligger og svømmer i her i lejligheden, så ser skabet faktisk stadigt fyldt ud.
Jeg tror mest problemet har ligget i, at man har 2 eller 3 kjoler, som bare er the shit ifølge en selv på et givent tidspunkt, men man gider bare heller ikke have det samme på hver gang man er i byen.
Jeg burde gå i seng, for undervisningen starter for alvor igen i morgen, efter 5 uger med praktik og rapportskrivning (gudskelov for at DET er overstået!).
Men jeg sidder og stirrer på computeren, opdaterer helt junkie-agtigt alle åbne faner, og føler bare, at der mangler noget, inden jeg kan gå i seng.
Af en eller anden grund har jeg haft svært ved at komme i kontakt med mennesker denne weekend. Hvor forsvandt I allesammen hen? Og hvis det i virkeligheden var mig, så beklager jeg. Det er ikke altid noget, jeg er klar over.
Jeg skrev med dig her til aften. Var bange for hvor svær samtalen ville blive, efter hvad vi sidst skrev til hinanden. Men pludselig begyndte du at undskylde. Og jeg var helt overrasket. For når det kommer til venskaber og vedligeholdelsen af disse, er det som regel mig, der ender med at trække i land, når tingene går skævt. Men det havde jeg ikke gjort denne gang (i hvert fald ikke så meget som jeg plejer). Der er sket noget med mig, og jeg tror nok, det er en god ting.
Jeg har aldrig kunnet prale af at være specielt selvsikker, men måske jeg alligevel er ved at lære, at der er nogle kvaliteter i mig, som er værd at stå ved. Det var vel også bare på tide.
Pointen var vel egentlig, at jeg vil gøre alt for mine venner. Sige, at græsset var blåt, hvis det skulle være. Mig selv og hvad jeg står for som 2. prioritet er, hvad jeg prøver at sige. Men jeg er mere værd end at skulle give op på hvem jeg er for at kunne holde fast på nogle andre.
Og tak fordi du gav mig mulighed for at se det <3
Skrevet d. 26-03-2012 kl 00:20
Jeg er awesome. Og det er jeg bare. Selvom jeg kun er 20, har jeg været igennem mere end én eksistentiel krise i mit liv. Men jeg elsker mig selv. Jeg er fandme glad for, hvem jeg er! Og jeg er glad for, hvordan mit liv ser ud. Jeg har langt om længe lært at være tilfreds. Og hvis man ikke er tilfreds med, hvor man er, må man gøre noget ved det. Et skridt ad gangen. Det er også en del af min mission. Tag mig i hånden og kom med. Så kan vi være awesome sammen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar