Det er skidt for mig at være alene. Og jeg savner dig hver gang jeg har sagt farvel til dig. Det er heller ikke så godt. Men bare rolig, det er under kontrol... endnu.
Hver gang jeg er alene, tænker jeg over alle de ting, jeg har sagt og gjort, og lidt for mange gange er det ting, som jeg ender med at skamme mig umådeligt over. Så sidder jeg i det mørkeste hjørne af min lejlighed, gør mig lillebitte og er helt stille. Og bare skammer mig.
Og der kommer flere og flere tanker, det er slet ikke til at holde tilbage, og til sidst har jeg bare lyst til at skrige så højt jeg kan:
"Jeg hader mit liv!"
Jeg har en underlig trang til at slå mig selv i hovedet, indtil jeg har glemt det hele.
Man skal tage det gode med det dårlige.
Men jeg glemmer aldrig nogle af delene.
I mit hjerte gemmer jeg.
Husker hvert sekund.
FML
Skrevet d. 11-03-2012 kl. 14:48
Jeg tror alle kender følelsen af at komme i tanke om noget, man har sagt og gjort, og alt vender sig inden i én, man lukker øjnene hårdt i og skærer en grimasse, fordi mindet er så pinligt og ubærligt, og an ville nærmest give sin højre arm for at tage det tilbage igen.
Ja, den slags minder har jeg lidt for mange af, og det er nok ikke at overdrive at sige, at jeg har sådan et "moment" mindst én gang om dagen.
Der er så mange ting i mit liv, jeg gerne ville ændre. Men jeg tror, jeg lige så stille er ved at lære og at acceptere, at der ikke er så meget at gøre ved det. Så, just go with the flow. Jeg er mig, jeg er som jeg er, og det er ikke noget, jeg burde skamme mig over.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar