Jeg har hængt på en tørresnor i dag. Bogstaveligt talt.
Det startede med, at jeg havde haft sådan en god dag, at jeg besluttede mig for at pudse vinduer (hvilket jeg forresten ikke klarede særligt godt). Jeg løftede hasten på min altandør op, gik udenfor, lukkede døren næsten i, og gik i gang med at pudse. Hvad jeg ikke lagde mærke til var, at haspen var faldet ned igen og dermed var faldet i hak, så da jeg ville ind igen, var døren urokkelig.
Så måtte jeg jo en tur ud over altanen (heldigvis bor jeg på 1., så jeg kunne hale mig selv ned, så jeg hang i rækværket med det meste af min krop hængende under altanen. Så gav jeg slip og faldt mod jorden.
Og på vejen var det så, atjeg formåede at rive underboens tørresnor med mig (men det siger vi ikke højt!).
Heldigvis var jeg i så godt humør, at jeg grinende og i bare tæer løb op til mig lejlighed igen og knækkede sammen i latterkramper på min seng.
Men klokken har nu rundet midnat og stemningen er en anden. Det har været en vildt god dag, ingen tvivl om det. Jeg har fået et job med en fast indtægt (yay), jeg har købt tre nye skjorter (yay yay yay), og solen har skinnet, selvom det har blæst.
Alle har deres dæmoner. Guderne skal vide, at jeg også har mine. Måden at håndtere dem på, har ikke altid været den bedste, og jeg kan heller ikke påstå, at aftenens metode til at holde den i skak, er den mest ideelle, men det er da bedre, end det tidligere har været.
Jeg bliver nogle gange grebet af, hvad jeg kalder angstanfald - en pludselig panikfølelse, som holder mig i et jerngreb, og som jeg ikke kan slippe af med igen. Det kan være provokeret af noget, eller det kan komme som et lyn fra en klar himmel.
I aften medicinerede jeg mig selv med et par glas vin. For at dulme nerverne. Det virkede også.
Det var bare så ufatteligt hårdt at starte den samtale. Jeg var så nervøs. Fra første sætning tænke jeg: Jeg er ved at grave min egen grav. Og jeg vidste næsten ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv, da du svarede.
Men jeg er glad for, at du gjorde. Og som sædvanlig blev samtalen af mindre alvorlig og akavet karakter, jo mere vi fik snakket. Jeg savner dig. Så meget. Og jeg ved godt, at når jeg brugte ord som dem, snakkede du udenom. Og det er også okay. Jeg tror ikke, jeg havde forventet andet. Jeg var bare nødt til at sige dem.
Jeg glæder mig til søndag. Jeg skælver af rædsel for søndag, Jeg har store forventninger til søndag. Jeg håber vi ses på søndag.
Skrevet d. 30-03-2012 kl. 01:13
Det er mærkeligt at tænke på, at dette næsten to the date er et år siden. Jeg husker dagen meget tydeligt, og det underlige er, at den på mange måder lignede den dag, jeg har haft i dag. Det har været solskin, jeg har gjort rent, stemningen har været den samme. Bortset fra her til aften. Dengang var det præget af ensomhed. I nat er jeg bare mig, og jeg elsker min solitude. Jeg har valgt den. Katten leger med balloner, og jeg er stort set færdig med at rydde op i mit liv. Og så er sommeren oven i købet lige på trapperne. Det er sgu da fantastisk.
For 2 år siden var jeg i Saint-Malo, Frankring, og jeg er nødt til at vende tilbage en dag.
